Gæsteblog: Ammeaversioner

Ammeaversioner

Da jeg postede opslaget om ammeaversioner, skrev Mette, der står bag bloggen Hjemmeskyen, at hun faktisk havde skrevet en blogpost om ammeaversioner, netop fordi der var så lidt information på dansk. Mette har valgt at lukke sin blog, men hendes blogpost om ammeaversioner, søges stadig frem flere gange om ugen og derfor spurgte jeg Mette, om jeg måtte få lov til at dele hendes blogpost herinde i stedet, så den stadig kan søges frem ❤️

God fornøjelse!  


Af Mette Madsen 

Der kan være flere forskellige grunde til, at amning kan føles yderst ubehageligt for den ammende, mange af dem så personlige og tabubelagte, at vi ikke nødvendigvis har lyst til at dele dem med hvem som helst. Derfor kan fraser som “amning fungerede ikke lige” eller lignende blive brugt. Der er nogle aversioner der bare er midlertidige, andre mere permanente. Nogle er fysiske, andre primært psykiske.

de midlertidige aversioner

Nogle gange gør amning voldsomt ondt. Jeg ved godt de kloge siger, at det ikke skal gøre ondt, men ligesom det kan gøre ondt med et lidt voldsomt sugemærke (vi har vel alle været teenagere) kan det altså også gøre ondt når der bliver suget og suget og suget efter mælk, der bare ikke er meget af. Sådan kan det føles i starten (red. af graviditeten), når de små dråber af det helt fantastiske råmælk er det, der er at komme efter, og altså ikke i store mængder. Hvis det gør meget ondt er det selvfølgelig en god idé lige af få lidt støtte til at finde ud af om der er noget galt med barnets svøb eller om man kan bruge en anden ammestilling eller lignende. Kontakt evt jordemoder eller sundhedsplejerske, afhængig af barnets alder, for at få hjælp. Hvis de ikke umiddelbart er til hjælp, kan der stadig være gratis ammehjælp hos La Leche  League og Forældre  og Fødsel, der er også en masse råd at hente hos Ammenets wiki og Ammenet. Det er træls at komme ind i dårlige vaner, der giver sår på bryster og alt muligt andet der kan føre til en stejlt nedadgående spiral, hvis det “bare” kan undgås.

Det kan også komme til at gøre ondt senere, nogle har bare ikke særlig meget mælk i forbindelse med menstruation, andre i forbindelse med ægløsning, mange i forbindelse med ny graviditet. Jeg fik ægløsning førstegang efter fødslen et par måneder efter min datter fyldte to år (ja, jeg havde tre år uden menstruation). Jeg vidste virkelig ikke hvad der foregik, pludselig havde jeg bare ikke mælk, mine brystvorter var så ømme, det føltes som om de blev nulret af en brændende motorsav hver gang vi ammede og det fortsatte godt to uger indtil jeg fik min menstruation, hvorefter det blev godt igen, nogenlunde fra den ene dag til den anden. Derefter kunne jeg se begrundelsen, hvilket også hjalp. Udfordringerne og generne blev mindre for hver gang jeg fik ægløsning og menstruation. Lige indtil jeg blev gravid, men der var de fysiske udfordringer ikke ligeså voldsomme som de psykiske.

Der kan nemlig også være de psykiske aversioner, der hvor vi pludselig mærker en voldsom afsky fra at amme vores dejlige og elskede barn. Det er svært at tale om, det er ikke fedt at indrømme, hverken overfor sig selv eller overfor andre. Hvis man siger det højt vil det også åbne op for alle de råd, folk har forsøgt, mere eller mindre vellykket, at holde tilbage, så som “så er det vist tid til at stoppe”, “han/hun er også for gammel til at amme” etc. Et ammestop er ikke nødvendigvis løsningen til problemet. Det kan virke umiddelbart og oplagt, men måske er amningen som sådan ikke roden til problemet.

Det kan være en meget naturlig reaktion at kroppen vil “ryste den store unge af sig” inden den nye, lille unge kommer. Men sådan behøver det ikke være, vi har to bryster og får oftest kun et barn ad gangen, så som min datter også har pointeret, kan de jo deles, da der er et til hver. Tand emamning, altså at amme to børn på en gang, kan være voldsomt hårdt, men det kan også være givende, støtte søskende relationen mellem børnene og mindske søskende jalousi.

Der kan være forskellige små ting, man kan gøre for at gøre amningen nemmere at komme igennem. I vores tilfælde frabad jeg mig at blive rørt ved mens vi ammede, altså, jeg ville ikke nusses eller pilles ved af min datter. Det værste var, hvis hun kom til at røre ved modsatte bryst, der gav mig lyst til at kravle ud af huden for at komme væk fra situationen, så det satte jeg også en klar stopper for, blandt andet ved at sørge for at have tøj på eller holde dynen for brystet, så det bare ikke var muligt at komme til, og det blev accepteret.

Berøringsmæt er det bedste danske udtryk jeg kan komme på, for udtrykket Touched out. Altså, at man bare føler sig rørt ved mere end nok. Det er noget mange kan opleve, men nok særligt forældre, der ammer, bærer, samsover og på anden måde er i nogenlunde konstant fysisk kontakt med deres børn. Derudover, jo flere børn, desto mere berøring. Jeg har oplevet det flere gange igennem mit forældreskab, nogle perioder mere end andre. Ønsket om at få sin krop igen, at være lidt sig selv etc. Jeg tror også min datter havde sin egen lille version af at være berøringsmæt som lille, jeg måtte fx ikke nusse hende særlig meget og slet ikke mens vi ammede. Det var først efter mere selvstændighed og dermed mere tid væk fra vores favn, at det at blive nusset begyndte at blive et hit.

Der kan være forskellige måder at gribe det an på, den mest ligefor, men nok mindst konstruktive er at råbe noget i stil med “så lad mig da for helvede være”, det kommer man ofte bare ikke langt med, da man ikke bare selv bliver ked af det, men også dem man råber af, også skal de trøstes, gerne med et kram. Det er forskelligt fra person til person hvad der virker. For mig er det en kombination af mange små ting, jeg kan gøre i dagligdagen for at forhindre det, da jeg helt klart ser en sammenhæng mellem manglende egenomsorg, og følelsen af at være berøringsmæt. Jeg nyder dry brushing inden jeg går i bad, jeg er ikke overbevist om at jeg tror på alle de overvældende sundhedsløfter man kan finde rundt omkring om det, men det er en anderledes form for berøring, jeg selv styrer, og det fungerer godt for at mindske berøringsmætheden. Det efterfølgende bad alene i ny og næ gør også godt for mig. Det samme gør en gåtur ude i naturen og yoga, som jeg kan lave med min datter. Når jeg så kan mærke at de ubehagelige følelser begynder at komme, forsøger jeg at være proaktiv. Det fungerer godt for mig at jeg nusser min datter, så får vi fysisk kontakt, men det er ikke noget, der gøres ved mig, det er noget rart, jeg gør ved min datter. Det kan også være jeg får manden til at massere mig, med seriøse tryk, så det er en helt anden form for berøring end den med det ammende barn.

De mere permanente aversioner

Nogle er meget følsomme overfor lyd, for temperaturer, for lys etc., nogle er så meget følsomme overfor berøring. Det kan gøre amning til en meget overvældende oplevelse. Jeg ved ikke hvor meget man kan gøre ved det, måske noget sensorisk terapi, hvor blandt andet børstning og trykmassage kan være elementer. Det er dog ikke altid overskuddet til terapi er det, der fylder mest når man står med en nyfødt og er presset over at amningen ikke fungerer.

Hvis man har været udsat for noget voldsomt og kropsligt, fx et overgreb, et dominerende forhold eller lignende, kan det at amme være så grænseoverskridende at det ikke er til at holde ud. Det at sidde, primært passivt, mens en anden, selvom det er et lille barn man elsker over alt i verden, har fat i ens bryst og ikke bare sådan lige umiddelbart giver slip før de føler for det, kan være alt for meget. Igen kan det være en masse at arbejde med, men, som sagt, at få det til at hænge sammen mens man har en nyfødt er måske udfordrende.

Derudover er der det der hedder D-MER, Dysphoric Milk Ejection Reflex, som er en reaktion, der opstår under nedløbet. Dopamin, der giver os et godt humør, niveauet falder når oxytocinen stiger, altså kærlighedshormonet, der kommer af sex, kram, kærtegn etc og er essentielle for amning, veer og meget andet, dette sker for at prolactinen, der er det hormon, der styrer nedløbet, kan stige. I de fleste tilfælde går det helt ubemærket hen, men for nogle falder dopamin niveauet unormalt meget, og betyder derfor at når nedløbet starter får man vitterligt en kortvarig depression, der står på så længe nedløbet varer. Der kan være muligheder for behandling i de svære tilfælde, men bare det, at vide hvad det er, at det kun står på mens man ammer, at der ikke er noget galt med en selv eller ens relation til barnet etc, kan måske også i sig selv hjælpe sammen med evt et forsøg på at fokusere på noget helt andet imens amningen foregår.

De her reaktioner, som vi ikke altid selv kan styre, kan gøre amning til en ubehagelig eller endda uudholdelig oplevelse og derfor noget man helst vil holde sig fra. Tabuet omkring alle disse oplevelser og følelser gør det på ingen måde nemmere. Vi kan ikke, udefra, stå og sige at en mor bare skal tage sig sammen, gøre en større indsats, komme over det, når vi ikke ved hvordan den mor har det. Vi kan ikke vide, at bare fordi vi er kommet igennem forskellige mere eller mindre midlertidige amme aversioner, eller måske aldrig har oplevet det, så kan alle andre også bare “komme over det”, da vi ikke ved hvad de har oplevet, hvad de mærker og føler. Når en mor siger at amning ikke fungerede for dem, må der være en grund, selvom det ikke er en hun vil dele med andre. Det giver nok ikke et barn et sundt forhold til sin mor, og deraf også til sig selv, heller ikke til tryghed, nærvær og mad, hvis amningen altid foregår med en mor der har lyst til at skære sin arm og sit bryst af, for at komme væk fra situationen.

Meget kan hjælpes med terapi, men terapi er ikke muligt hvis vi ikke kan tale om problemerne, og hvis moderen står alene med det. Ofte vil det også være svært alligevel, da det at være nybagt mor ikke altid er noget man gør på deltid. Det er fantastisk med mulighed for hjælp, og vi skal fortsætte med at tilbyde hjælp og henvise til de uddannede ammevejledere, der gør et fantastisk arbejde, men vi bliver også nødt til at acceptere moderen, hvor hun er. Vi må arbejde for at bryde det tabu det er, at have amme aversioner, og vi må hjælpe og støtte hinanden, der hvor vi hver især er.

IMG_8854.JPG
Elisa Luna Pristed