Fun facts om amning #vol2

I var helt vilde med det forrige indlæg om “ting, du ikke vidste om amning”, så mens jeg brygger på nogle af de lidt tungere indlæg, kommer der her en volume II! 

10 ting du heller ikke vidste om amning 

1. Det tager i gennemsnit dit barn mellem 54 og 60 sekunder, at aktivere nedløbsrefleksen på det første bryst og dernæst 47 sekunder på det næste bryst. I sammenligning kan det tage op mod 4 minutter at aktivere nedløbsrefleksen hvis du bruger en brystpumpe.


2. Det er frigivelsen af oxytocin, som blandt andet sker under stimulering af brystvorterne, der er ansvarlig for nedløbsrefleksen. Nedløbsrefleksen kan dog også aktiveres uden taktil stimulans.

3. Smerte og stress er faktorer der kan hæmme nedløbsrefleksen, ved at reducere antallet af hvor mange gange oxytocinen frigives.

4. Under en amning sutter dit barn i gennemsnit mellem 42 og 126 gange pr. minut.

5. Når du kysser dit barn, er du faktisk med til at booste din babys immunsystem!
Med hvert kys “indsamler” du patogener der er til stede på din babys hud. Disse transporteres til dit lymfatiske system, hvor der produceres antistoffer, der kan bekæmpe patogener. Antistofferne passerer derefter gennem modermælken og til dit barn, hvorved hendes immunsystem boostes.

6. Studier viser at der er en betydelig sammenhæng mellem mængden af IV-drop og dit barns efterfølgende vægttab. Meget IV-væske over kort tid betyder større vægttab hos dit barn. Nogle studier anbefaler derfor, at udskyde første vejning i 24 timer, for at få et realistisk billede af barnets vægt(tab).

7. Omkring tidspunktet for din menstruation bliver smagen af modermælken generelt mere salt og mindre sød. Dette skyldes blandt andet at mængden af den søde laktose i mælken falder. Dette kan netop forklare hvorfor nogle børn strejker lidt i denne periode.

8. Modermælk indeholder stamceller! En stamcelle er, kort fortalt, en umoden celle, der kan udvikle sig til en hvilken som helst type celle i den menneskelige krop - i teorien kan stamceller derfor bruges til at erstatte ødelagte celler i kroppen, som det for eksempel ses ved alvorlige sygdomme, som Parkinsons, Alzheimers og sklerose.

9. Amning har også en lang række sundhedsmæssige fordele for dig! Amning nedsætter blandt andet risikoen for at udvikle bryst- og livmoderkræft, type-II diabetes og efterfødselsreaktioner.

10. Modermælk er ikke altid hvid. Afhængigt af hvad du spiser, kan modermælk for eksempel både have skær af grøn, rød, blå eller orange.

Videnskaben om amning, er altså FAN-TAS-TISK!

Elisa Luna Pristed