Sex og amning

Da jeg spurgte jer der følger med, var der slet ikke tvivl om, at langt langt de fleste af jer gerne ville læse mere om amning og sex, og det kan jeg godt forstå! Vores seksuelle trivsel har nemlig enormt stor betydning for hvordan vi går rundt og har det:

90 procent af voksne danskere angiver således, at de oplever sexlivet som vigtigt eller meget vigtigt for deres trivsel. At få (første) barn betyder ændrede seksuelle relationer for mange par. En tredjedel af nye forældre oplever forbigående eller længerevarende seksuelle problemer i forbindelse med genoptagelse af sexlivet efter fødslen (Sundhedsstyrelsen, 2012).


Så sexlivet efter børn og mens du ammer? Hvad med det?

Allerførst vil jeg skynde mig at sige, at der er enormt stor forskel på hvordan og om sexlivet ændres efter børn. Nogle mødre mærker meget nedsat lyst, andre mærker overhovedet ikke forskel, mens andre igen mærker mere lyst end før - uanset hvor du ligger på spektret, er det helt normalt! 

I indlægget kan du læse om hvordan amning rent fysisk kan påvirke sexlivet og så kan du læse om de typiske udfordringer, som rigtig mange ammende mødre støder på, når de genoptager deres sexliv efter fødslen og mens de ammer. Jeg har også fået lov til at inkludere jeres erfaringer! Let’s begin! 

Hormoner, amning - og sexlivet

Du ved sikkert allerede, at niveauet af dine hormoner falder og stiger i forbindelse med graviditet og amning. Men vidste du, at de selv samme hormoner, der spiller en rolle i forbindelse med amning, også kan have betydning i forhold til dit sexliv?

Læs videre og bliv klogere!

ØSTROGEN: Når du ammer dit barn, undertrykkes kroppens produktion af østrogen. Det er derfor, langt de fleste kvinder, der fuldammer, ikke får deres menstruation, før antallet af amninger, naturligt falder en smule. Fx ved introduktion af fast føde eller jobstart. Den lavere produktion af østrogen i din krop, har dog også betydning for skedens slimhinde og den naturlige produktion af “smørelse”. Lavere mængder af østrogen betyder derfor, for rigtig mange der ammer, at de oplever tørhed i skeden. Slimhinden i skeden bliver også tyndere, mindre elastisk og mere sårbar, samtidig med at det kan tage længere tid at blive tændt. Samlet set betyder det, at mange mødre kan opleve smerter, ubehag eller irritation og små rifter, under og efter samleje. Det kan overordnet betyde nedsat lyst til sex.

I relation til slimhinden, griber mange efter glidecreme eller kokosolie, som de fleste efterhånden har stående derhjemme. Det har en god veninde engang døbt “Bounty-sex” (høhø). Rigtig (!!!) god tid til forspil er ofte også godt givet ud, for de fleste.

PROLAKTIN: Prolaktin kaldes også “det mælkedannende hormon” og det er helt essentielt i produktionen af mælk. Niveauet af prolaktin er højest i din krop i de første uger efter fødslen, og peaker ligeledes omkring 45 minutter efter hver amning. Prolaktin er netop ét af de hormoner, der hæmmer dannelsen af østrogen og dermed påvirker slimhindens funktion og hos nogle, lysten.

OXYTOCIN: Mens prolaktin er vigtigt i forbindelse med dannelsen af mælk, er oxytocin vigtigt i forbindelse med dit nedløb. Det er med andre ord oxytocinen der sørger for at mælken løber. Oxytocin frigives også i kroppen under orgasmer og derfor kan du opleve at dit nedløb går i gang og mælken begynder at løbe under samleje. For nogle, har det ingen betydning og for andre er det generende og et decideret turn-off. For nogle er det en hjælp at have en BH på med ammeindlæg, eller bare et håndklæde eller lignende, til at lægge over. For mange hjælper det også at aftale med partner på forhånd, at brysterne er off-limits hvis det er det, der føles bedst. Andre finder måder at inkorporere det på eller ignorerer det helt.

Er ammestop = mere sex?

I nogle parforhold fylder den ændrede lyst rigtig meget, og nogle mødre vil måske opleve et pres fra deres partner eller i dem selv, til at gennemføre et ammestop, som løsningen på de udfordringer der er i relation til lyst og sexliv.

Selvom et ammestop vil ændre på den hormonelle balance, er det vigtigt at huske på at, manglende lyst meget ofte er multifaktorielt. Faktorer som dårlig eller manglende søvn, at være touched out eller at have smerter efter fødslen eller under samleje, kan alt sammen være med til at påvirke lysten. I nævnte også: 

  • Et ændret syn på jeres egen krop

  • Udfordringen ved at kombinere rollerne “mor” og partner” og at skifte imellem de to

  • Bryster der lækker og bryster der både skal give mad og samtidig er erogene zoner

  • At skulle være “den, der er den” (handle, aflevere børn, lave mad, etc.)

Det kan også være vigtigt at huske på, at I sagtens kan have et velfungerende parforhold, selvom I ikke dyrker sex (lige nu) eller kun dyrker meget lidt sex. Ofte bliver et succesfuldt sexliv et parameter for et succesfuldt parforhold, men for mange kan det være en hjælp at flytte fokus over på intimitet -  penetration behøver med andre ord ikke, at være målet! Følelsen af sammenhørighed kan opnås på mange måder og for rigtig mange småbørnsmødre, kan det være en lettelse at finde ro i, at sexlivet er anderledes (måske lige nu, måske for altid), og at det er helt okay. Anerledes er ikke nødvendigvis dårligt!

jeres erfaringer med sex efter fødslen og under amning

Da jeg gik i gang med indlægget her spurgte jeg jer, hvordan jeres erfaringer så ud og der var SÅ mange af jer der gerne ville dele. Jeg spurgte jer både om hvordan I havde genfundet jeres lyst til sex, men også om hvordan I havde håndteret at jeres sexliv havde ændret karakter. Jeg synes der var så mange fine svar og jeg håber at du, der læser med kan spejle dig selv i én eller flere af beskrivelserne nedenfor.

Det var bare som om min sexlyst tog en meget lang pause efter fødslen. Hvor den under graviditeterne gik helt amok og det nærmest ikke kunne blive kinky og hårdt nok, havde jeg nu slet ikke lyst til noget der bare mindede om sex i flere måneder, og jeg følte mig ofte forkert og beskidt og som en "dårlig mor" når jeg havde sex. Lysten vendte tilbage igen efter et halvt års tid.

Vi snakker meget om det. At det lige nu er en periode og at det kommer igen. Vi er gode til kram, kærtegn og kys i løbet af dagen. Og det er jo ikke fordi  jeg ikke elsker min mand eller ikke vil have ham. Der er bare SÅ meget andet lige nu, så det er ok at det ikke sker så tit. Den tid kommer igen.

Det har fyldt enormt meget for mig, at jeg var bekymret for om jeg “lækkede” under sex - eller om min mand ville komme til at få et strint mælk, hvis han klemte på brysterne eller endnu værre; komme til at smage på den også. Yikes! Det er så irrationelt, men det bekymrede mig helt vildt - især efter første barn. Anden gang har jeg haft væsentligt nemmere ved det, fordi min mand er helt cool omkring det. Men for mig har det helt rumsteret; det her med at rollerne pludselig blev mixet sammen. At min mor-rolle helst ikke skulle kigge frem midt under sex.

[..] Jeg siger det er irrationelt, at tænke sådan. […]  Irrationelt er det nok ikke - andet end “og hvad så, hvis han kommer til at smage på mælken..?”. Altså frygten for det er irrationel, fordi der ikke sker noget ved det så længe partneren er cool med det... men altså; det giver jo meget god mening, at det er grænseoverskridende, for det overskrider jo netop nogle grænser for nogle ret klare linjer i ens roller. 

[..] Der gik over et år inden vi kom bare lidt i gang, og det var forbundet med ret store frustrationer og stor sorg for os begge. For mig har det gjort en kæmpe forskel at finde ud af, at sex ikke behøver at se ud på en bestemt måde. Efter fødslen har min partner og jeg lært min krop meget bedre at kende, fordi vi har været nødt til at tænke anderledes. Det har dels gjort, at jeg har forstået, at den sex, jeg tidligere har haft, ikke nødvendigvis har været på mine præmisser, og dels, at vores sexliv aldrig har været bedre end det er nu.

Her har det virker at min mand har givet mig total plads til selv at finde tilbage og have lyst. Så han har ikke presset, eller spurgt overhovedet. Og det er først nu når mit barn næsten er 9 måneder at jeg har fundet lidt lyst igen.

For mig har det hjulpet at skifte fokus fra at vi skulle have sex (penis i skede) til at vi også sagtens kunne ligge nøgne sammen eller faktisk bare sidde sammen i sofaen uden børnene. Vi laver også mange date-nights. Nogle gange varer de kun 30 minutter fordi min datter vågner og det er også helt okay. De vilde dage skal nok komme igen - for mig er det ligeså vigtigt at vi bare er sammen.

Vi lavede en aftale. Jeg var altid panisk angst for at et kys skulle blive til samleje og det kunne jeg overhovedet ikke overskue. Så vi aftalte at vi kunne kysse og kramme, men ikke dyrke sex og det tog ligesom broden af det for mig - så kunne jeg være i det og gå videre HVIS jeg havde lyst. Da jeg fik kontrol med det og fik fjernet den der “forventning” om sex kunne jeg meget mere give mig hen.

Vi har fundet ud af, at det er rarest i sengen tæt på vores datter. Vi har familieseng, og vi ligger hende i den ene ende, og så en dynebarriere imellem os og os i den anden ende. Det udelukker selvfølgelig nogle af de rigtigt kinky ting, men vi bruger sproget rigtigt meget i vores samliv og intime stunder. Og så er vi gode til at have sex på mange måder- en hurtig gang fællesonani med dirty talk er OGSÅ sex, og en helt ok og dejlig form for samvær. Sænk barren, også når det kommer til sex.


The take-home message

Så amningen kan påvirke sexlivet - hormonerne der er relateret til amning, kan allesammen påvirke dele af dine krop, som også kommer i spil når du mærker lyst og har samleje. Men det er ikke kun det at amme, der spiller en rolle..

Rigtig mange af jer har skrevet, at den største udfordring er, at balancere rollerne som mor og partner og samtidig også have plads til sig selv. At blive nogens mor, uanset om du ammer eller ej, er livsændrende på så mange planer og for langt de fleste tager det tid at finde den nye balance. For nogle mødre kommer det måske også bag på dem, at de faktisk har lyst til sex og nærhed, selvom de lige har født - et andet aspekt der heller ikke tales så meget om, men som ikke desto mindre kan kræve lidt indre re-kallibrering.

Det er også værd at nævne at sexlivet for langt de fleste par, ændrer sig kontinuerligt med årerne, uanset om de får børn, om børnene ammes, sover i forældrenes seng eller ej.  

Har du og/eller din partner brug for sexologisk rådgivning, kan du kigge forbi Dansk Forening for Klinisk Sexologi (DACS), hvor du har mulighed for at finde en behandler i dit område. På behandlerlisten finder du kun behandlere der er internationalt godkendt og som enten er specialister i sexologisk rådgivning eller specialister i klinisk sexologi: http://www.klinisksexologi.dk/find-behandler/ 


Forslag til videre litteratur:

“Ikke i år, skat: bekendelser om manglende sexlyst efter fødsel” af Mette Mathilde Skeel-Gjørling og Suzanne Skærbæk Pedersen

“The First Forty Days - The Essential Art of Nourishing the New Mother” af Heng Ou

 “The 4th Trimester Bodies Project: Celebrating The Uncensored Beauty Of Motherhood” af Ashlee Wells Jackson

“The Fourth Trimester - A Postpartum Guide to Healing Your Body, Balancing Your Emotions, and Restoring Your Vitality” af Kimberly Ann Johnson

“The Womanly Art of Breastfeeding”, La Leche League

IMG_8854.JPG
Elisa Luna Pristed